Institutionskirkegården/Mindelunden

Kirkegården blev grundlagt i 1908 og ophørte med at være begravelsesplads i 1976, selv om den stadig har status som kirkegård. Vejle Kommune har nu overtaget forpligtelsen til at vedligeholde området.

Midt på kirkegården fandtes tidligere et kapel. Ansatte og beboere på udeholdet ved institutionen fungerede som gravere og bærere. Der er ialt begravet ca. 1650 personer her.

 

 

 

 

Ministerbesøg i Mindelunden

Kirkeminister Mette Kock besøgte Mindelunden den 9. april 2018. 

Kellers Mindes formand, Jens Eskildsen viste rundt og fortalte om Mindelundens historie.

Se Vejle Kommunes video på Facebook her

Vejle Amts Folkeblad bragte efterfølgende denne artikel.

TV SYD var også på pletten og sendte denne reportage

Anstalten er tegnet af Vilhelm Klein i en historicistisk stil og blev opført 1898-1901. Den første bygning, Mandshjemmet, blev indviet 10. juli 1899. Anstalten havde plads til seks hundrede patienter. De næste tres år skulle dette tal stige til det mangedobbelte. Senere udvidelser blev foretaget af Peder Gram og Ernst Petersen. Komplekset er i dag ombygget til private boliger og hotel (billedet).

Danmark blev foregangsland når det gjaldt overvågning, systematisk indsamling, institutionalisering og sterilisation af åndssvage. Anstalten i Brejning blev, med sine isolationsfilialer på Livø og Sprogø, den anstalt man viste frem til offentligheden som forbillede for hele Europa. Et bevis på hvor humant et land Danmark var. Oprindelsen til Lillemosegårds eksistens som hjem for åndssvage går helt tilbage til 1865, da døvepædagogen, cand.theol. Johan Keller påbegyndte arbejdet med det, der senere blev kendt som ”De Kellerske Anstalter”. Hans søn Christian Keller efterfulgte ham som leder.

Ved udflytningen af ”De Kellerske Anstalter” til Brejning ønskede man at opbygge en helt ny type anstalt, som skulle være selvforsynende. Der oprettedes således efterhånden udover bygningerne til beboerne også dampvaskeri, elektricitetsværk, bageri, landbrug mv. Der var en skarp differentiering mellem skolehjem, plejehjem og arbejdshjem. Denne differentiering af anstalten, hvor det kuperede terræn, som rummede anstalten, hjalp til at de enkelte enheder blev oplevet som markant adskilte, medførte at den blev betragtet som en mønsteranstalt i Europa. 

Efterhånden som anstalten voksede, opstod der i nabolaget en større by, beboet af gifte funktionærer, håndværkere og andre med tilknytning til anstalten. Her blev nu opført villaer, indrettet butikker og hotel, og indbyggertallet voksede kraftigt. Brejning blev med tiden til en helt lille verden for sig selv. Afsondret fra omverdenen og med en befolkning, der var fortrolig med sine åndssvage naboer. For enden af byen lå den lille portnerbolig, som Christian Keller havde fået opført ved indgangen til anstalten. Den markerede den tydelige grænse, der afgjorde, om man boede i Brejning eller på Brejning. Herinde på anstaltens område boede de åndssvage patienter, de ugifte plejere, lægerne og det administrative personale. 

For folk udefra var anstalten et lukket område, medmindre man havde et ærinde, og verden udenom var lukket land for de åndssvage. 

Siden 1899 har Brejning været præget af De Kellerske Anstalters placering i byen og de smukke bygninger. I forbindelse med institutionens gradvise nedlukning har man indsamlet effekter, der har været anvendt i åndssvageforsorgens historie i forbindelse med behandling og pleje.

Kilde: Historieblokken